KEND DIG SELV

Hvordan kan dette oldgamle, græske mantra, som stod skrevet over indgangen til oraklet i Delphi, stadig appellere til os?

Måske hænger det sammen med, at det at lære sig selv at kende er en af de stærkeste drivkræfter i mennesket, som præger vores følelser, tanker og handlinger fra første færd. Ofte virker denne drivkraft ubevidst og ukompliceret langt ind i voksenlivet.

Du har måske oplevet at dit voksne liv har formet sig nogenlunde som du har ønsket og planlagt det. Der har været tilstrækkelig balance mellem dine indre behov og de ydre omstændigheder. F.eks. fik du en uddannelse og senere et arbejde som du ønskede dig og du lever i et tilfredsstillende forhold. Undervejs opstår der for de fleste kriser, konflikter, dilemmaer eller en trang til at udforske eksistentielle livsvilkår. Det er væsentlige elementer i en jungiansk analyse.

I den græske oldtid søgte man til oraklerne for at få svar, når man var konfronteret med alvorlige dilemmaer. Vi må antage at grækerne ofte følte at de fik hjælp ved at opsøge noget som i dag vil blive afskrevet som overtro. Men hvad var det så der hjalp?

Fra den græske mytologi ved vi at oraklets svar ofte var tvetydigt og anvisninger ofte krævende at udføre. Det var således op til mennesket selv at analysere og tolke videre på ”svaret” og skabe de ønskede forandringer.