JUNGIANSK ANALYSE

I en jungiansk analyse søger vi ikke efter orakelsvar eller andre ydre autoriteter, men vi analyserer drømme, billeder eller andet ubevidst materiale, som kommer fra din egen indre verden. Måske var det også de ubevidste, indre ressourcer de gamle grækere kom i kontakt med når de opsøgte oraklet. Gennem en rituel handling åbnedes et rum for indre dialog. Det kunne også være en måde at beskrive en moderne analyse på.

Med baggrund i den analytiske psykologi, baseret på psykiateren C. G. Jungs dybdepsykologiske teori og praksis, forstår jeg de gamle grækeres opsøgning af oraklet som et symbolsk ritual, der bragte den søgende i kontakt med sine egne ubevidste dimensioner, både de personlige og de kollektive lag.

Oraklets tvetydige og krævende svar kom med andre ord ikke fra en overnaturlig kraft, men fra spørgerens ubevidste psyke og den rigdom af symboler den ubevidste psyke rummer.

Tvetydigheden er et væsentligt træk ved symboler, som de f.eks. udtrykker sig i drømme, og det er psykologisk krævende og givende at arbejde med at analysere og forstå symboler. Ligesom det er krævende og berigende at søge at forstå og leve de konflikter, kriser og dilemmaer og ambivalente følelser livet byder på.

Den analytiske psykologi og terapi ser modstridende tanker og følelser som et kreativt potentiale for udvikling og for at lære sig selv at kende, som de fleste mennesker kan få glæde af.